Jeg tror aldrig jeg var kommet reglmæssigt ud og træne, hvis ikke jeg havde en træningspartner, eller i dette tilfælde min søster at træne med.
Når jeg træner med min søster udfordrer vi hinanden konstant med alt hvad vi træner, haha! Selvfølgelig støtter vi også hinanden, og roser hinanden når den anden har gjort fremskridt, og giver skulderklap og ros til hinanden, hvilket også er meget vigtigt for motivationen! Men vi har altid en indbyrdes konkurrence, hvad enten vi laver cardio(løb) eller styrke(vægte). hvem der kommer først i mål rundt om søerne, eller hvem der laver flest armstrækninger eller mavebøjninger! haha! vi elsker det, og syntes det er fedt! vi måler os mod hinanden, og inspirerer hinanden til at blive bedre.
Elsker og hygge med mine veninder, og jeg har så mange dejlige, skønne mennesker i mit liv, og mange ser jeg alt for lidt – men så det skønt når de selv griber knoglen og ringer til mig – elsker det! Amalie Lind lærte jeg og kende for nogle år tilbage igennem Fristet – vi faldt i hak med det samme, og har holdt kontakten lige siden:) Så her for leden, sad vi og hyggede, og jeg spurgte hende om hun ikke havde en “brændende” ide hun gerne ville lave med mit hår – og det havde hun sjovt nok 😉
Derfor aftalte vi dagen efter at mødes i hendes salon, så vi kunne komme igang med at trylle med mit hår! Jeg har været lyshåret i 100 år og var så klar til en forandring. Det skal lige siges jeg er meget skeptisk omkring frisører der skal ordne mit hår, det skal være nogen jeg kender virkelig godt, og som jeg samtidig ved, kan deres arbejde til punkt og prikke. Amalie er virkelig et talentfuldt menneske inden for sit fag, fordi hun interessere sig for det, og går op i det med hud og hår, er man sikker på resultatet bliver godt, hun vil nemlig ikke risikere andet. Derfor følte jeg, at jeg var i trygge hænder, og hun kunne sige jeg skulle have blåt hår, og jeg havde gjort det! For jeg ville vide at det stadig blev godt!
Shiiiiiit jeg har kedet mig her i starten af 2014, den første uge havde jeg bare ingenting at lave, da jeg først startede i skole for et par dage siden. Det gjorde virkelig noget ved mig, og have nogle dage hvor jeg bare intet skulle nå – der kunne jeg virkelig nå at tænke over mit liv, og hvad jeg gerne vil nå og hvordan jeg gerne vil være som menneske. Det kom meget hurtigt til mig, at jeg gerne vil bruge tiden fornuftigt. Her i de næste par måneder skal jeg gå i skole 2-3 gange om ugen nogle timer om dagen, og derfor har jeg en masse fritid jeg lige pludselig skulle finde ud af hvad jeg villige bruge den på. Jeg dyrker meget motion og derfor fandt jeg en forening på Frederiksberg, der manglede løbeledsagere til blinde, så de også kunne få lov at dyrke motion som os andre. Det er noget jeg kun skal gøre 1 gang om ugen et par timer, og der for jeg motion samtidigt med jeg hjælper andre – Det kan da ikke blive bedre!!
Udover det her, har jeg også fundet en forening der hedder LMS, der primært arbejder med unge der har spiseforstyrrelser og gør selvskade på sig selv. Her manglede de en mentor for disse mennesker, og det er også noget jeg har trådt ind i med et åbent sind, da jeg intet ved om det, og ingen erfaring har med det. Jeg elsker og hjælpe andre, og især når de ved man ikke ønsker at få noget tilbage, men man udelukket er der for dem. Det er ulønnet, og der er ikke mange der har tid til frivilligt arbejde i deres travle hverdag, men når man har ekstra tid til overs skal den bruges fornuftigt.
Der findes ekstrem mange blogge som blogger stort set om det samme bare på “deres egen måde” Syntes alle blogge handler om mode, kost, træning, tøj, livsstil, og ja jeg har også selv været der, og gjort det samme. Ærlig talt er jeg virkelig træt af endnu en “kliche blog” Jeg syntes en blog er ligesom en dagbog, og jeg kan da huske, da jeg skrev dagbog i mine yngre dage, handlede det om alle mine følelser – frustationer – op og nedture – fyrer – veninder – kærlighed, altså virkelig personlige ting. Er blogge ikke bare blevet virkelig overfladiske, selvom de alle mener man virkelig kommer “tæt på” og ser deres sande jeg og hører om “alle deres følelser” Vi ved jo allesammen godt at ingens liv er perfekte, og at ingen kun lever efter den slanke linie og aldrig rør det usunde – yeah right! Der er da heller nogen der gider og læse om alle vores dårlige dage og nedture Jeg synder også og især i weekenderne:O Er du sunshine! men det er da vel ikke nogen der gider og hører om? Vi mennesker er jo sådan indrettet, at vi skal inspireres af andre, og have noget at se op til, som en slags forbilleder. Men jeg syntes bare det hele bliver en illusion på illusion. For virkeligheden er ikke sådan! Dem der lever af at blogge, ville ikke have nogen læsere hvis de lagde negativt på negativt indlæg op på deres blog. Det ville man jo blive deprimeret af at læse i længden, hvilket jeg også godt kan forstå. Jeg syntes bare det også er vigtigt at man fortæller folk der tror på alt hvad de læser i de forskellige blogge, at dem der skriver dem, ABSOLUT ikke har et perfekt liv, men også har masser af dårlige dage, de fortæller jer bare ikke om dem. Jeg kender mange bloggere, hvis liv slet ikke er perfekte, men de skriver kun om det gode, og hvis de ikke har noget godt i deres liv på det tidspunkt, finder de bare noget andet og skrive om, nemlig tøj, mad, interiør, osv.
Jeg er meget dårlig til at blogge, og til at holde den opdateret, og jeg ville da ønske jeg kunne gøre det hverdag, men jeg syntes bare det var så ligegyldigt og skrive om min træning og hvad jeg putter i munden! Jeg vil meget hellere skrive om private ting, følelser! Ægte følelser – op og nedture osv. Så ja, vil prøve at kører en ny stil mht. min blog. Dette bliver nu min personlige dagbog. Og jeg ved ikke om det kommer til at interessere nogen, men det er heller ikke det vigtige for mig. Det der er vigtigt for mig, er at jeg kommer af med mine tanker glæde som sorg og frustationer hvis de også kommer. Ja alt der kører rundt i mit hoved og som jeg gerne vil have ud.
Husk dette:
“If you live for people’s acceptance, you will die from their rejection”.
I lang tid har jeg ville ændre mit efternavn, og nu har jeg endelig gjort det:)
Da min farmor stadig var i live fortalte hun, at hun engang havde heddet Tarling, og da hun så blev gift med min farfar kom hun til at hedde Bruun Andersen. Nu er min farmor desværre gået bort for nogle år tilbage, og der er ingen tilbage på hendes side af slægten til at bære det efternavn videre i familien. Nu er der kun min kusine, søster og jeg tilbage som hedder Bruun Andersen, og jeg syntes virkelig det er synd, at det flotte navn bare går i glemmebogen:( derfor har jeg igennem nogle år nu haft lyst til at bære navnet videre, og nu har jeg så endelig fået det gjort.
Så jeg tog mig endelig sammen til at ringe til det sogn jeg hører til og de slog mig op i deres system med det samme. Her kunne de straks se, hvor min farmor blev født, og hvad hun hed på sin dåbsattest. Det viste sig, at min farmor hed Jarling og ikke Tarling hvilket hele min familie og jeg syntes var meget mærkeligt, da vi alle og især min far var og er sikker på det er Tarling. Nu er der så gået den helt store efterforskning igang, og jeg venter på svar fra sognet om der er sket en fejl. Men uanset om det bliver Tarling eller Jarling, er det nu ikke det der er det vigtigste for mig, men derimod tanken om jeg stadig har noget fra min farmor hos mig. Jeg beholder selvfølgelig Bruun, da det er far min farfars og også er et vigtig navn for mig at bære videre.
Er virkelig bare ekstrem glad for jeg endelig har fået dette gjort – og for mig var det en ting der virkelig bare manglede for jeg føler mig hel.
Fortsat god mandag til jer derude.
og husk nu: Handling siger mere end ord.
Håber i derude selv husker at gøre alle de ting i altid har ønsket jer, og i altid selv dyrker så vidt muligt prøver at leve efter det i selv prædiker.
